søndag den 3. maj 2009

Eeeendelig

- FÆRDIG!
Det er simpelthen helt fantastisk... følelsen af at være færdig med sin fagprøve, og se frem til en dejlig lang afslappende fridag imorgen, når fagprøven er afleveret på skolen. Tænk at man skal sidde og knokle til sidste øjeblik, fordi man ikke får taget sig sammen i tide... Men ja, nogle mennesker arbejder bedst under pres og jeg er desværre en af dem!
Thomas trak i kokkehuen igen i aften, han er blevet helt bidt af italiensk kogekunst. Aftenens ret blev Ossobuco med Risotto Milanese.

En lækker simreret hvor kødet skal stå i flere timer og blive mørt. I aften fik retten lige knap 4 kokkehuer, da vi syntes at kalvekødet af kalveskank i 5 cm tykke skiver var lidt sejt. Måske det bare skulle ha simret lidt længere tid.
Jeg har siddet og arbejdet for at blive færdig med opgaven efter vi havde spist, så nu trænger jeg bare til at komme ind og se dyner. Gab gab.. Sov godt allesammen!

lørdag den 2. maj 2009

Kylling Ratatouille

Sådan her blev resultatet af aftenens ret Kylling Ratatouille...
Og det smagte bare helt vildt godt... Grøntsagerne havde en fantastisk god smag. Retten bestod af Kylling stegt i smør og olie med hvidløg, røde og gule peberfrugter, gourqette, løg og flåede tomater. Vi valgte at spise ris til retten og det passede faktisk rigtig godt. Vi vil give 4 kokkehuer ud af 6 for aftenens resultat, da kyllingen godt kunne have haft lidt mere smag. Men man kan jo altid improvisere med lidt ekstra krydderi på kyllingen næste gang ;)

Udsættelse

Det har været en underlig dag idag.. Vågnede tidligt imorges og følte mig klar i hovedet til den længe ventede København tur.. Men ingen af os kunne tage initiativ til at stå ud af sengen, og vores kroppe føltes som om, vi havde mistet alt hvad der hed kræfter... Inden vi nåede at se os om, så faldt vi atter i søvn og sov flere timer, inden vi vågnede og blev enige om at udsætte shoppingturen på ubestemt tid. Det føltes som om flere nætters manglende søvn skulle indhentes.
Men så fik vi lejlighed til at nærstudere Thomas nye bog "Sølvskeen", og jeg skal love for, at man kan få meget tid til at gå med den.
Opskrifterne vil bare ingen ende tage..



Vi blev enige om, at vælge en opskrift fra den italienske madbibel, som vi skal spise her i aften.

Jeg sidder og skriver på min opgave, som gerne skal ligge færdig imorgen eftermiddag, mens Thomas hygger sig ude i køkkenet. Maden dufter fantastisk og min mave knurrer... Retten i aften hedder "Kylling Ratatouille". Nu må vi se hvor mange kokkehuer den hiver hjem, når først vi har smagt :)

fredag den 1. maj 2009

At give...

- er en dejlig følelse...

At give er et vidt begreb... Ofte behøver det at give hverken koste penge eller besvær...
Men igår var jeg i mit gavemilde hjørne, og så er det svært at begrænse sig! Jeg ELSKER at give gaver, og jul er den bedste tid på året for mig, da jeg kan få lov til at forære en masse gaver væk, som glæder dem jeg holder af.
Gaven her var til Martin, som havde fødselsdag igår. Han ønskede sig køkkenting til han skal flytte hjemmefra.. Så han fik en fin blank sort blender med glaskande, som jeg ved er perfekt til isterninger, så han kan lave en masse spændende drinks og smoothie til ham og vennerne. Den faldt heldigvis i god smag.

Min svigerinde skulle også forkæles. Hun er altid så sød at invitere på kaffe og aftensmad, og hjælpsom når håret skal farves... Så jeg købte bogen "Hvor lagde jeg babyen" af Julia Lahme til hende, og jeg VED at dette bliver et hit, da hun har en søn på 14 måneder og kender alt til hvordan det er at være nybagt mor for første gang. Jeg håber hun får mange sjove stunder ud af bogen! Hun ville straks gå hjem og gå igang!

Sidst men ikke mindst, skulle Thomas da også forkæles lidt... Og da jeg ved, at han har gået og kigget på den flotte bog "Sølvskeen" - madbibelen over det originale italienske køkken, så røg der en bog mere i posen hos boghandleren. Og glad blev han, da han igår aftes stødte tæerne imod den i fodenden under dynen ;)

Dagen idag står på opgave, opgave og opgave... For hvis jeg nærmer mig en afslutning på opgaven idag, så står dagen på en shoppetur til København imorgen. Det vil jeg bestemt ikke gå glip af, da det nu er tid til at få fyldt bøjlerne op med sommertøj og jeg endnu mangler både sandaler og bikini til sommerens start!

torsdag den 30. april 2009

Dejlig formiddag

Formiddagen idag har stået på stille og rolig hygge og lidt selvforkælelse... Egentlig burde jeg bare ha sat mig ind foran computeren og fortsætte på min opgave, men jeg trængte simpelthen til en pause her i morges... Og da jeg fik en dejlig besked fra en der holder af mig, om at jeg skulle sørge for at pleje mig selv lidt idag, så tog jeg imod det gode råd.
Jeg friskede mine havrefras op med nogle dejlige jordbær, som ikke blev spist igår aftes og nød morgenmaden foran fjernsynet sammen med mit nye "Boligliv"... Dernæst et dejligt varmt bad, og nu er jeg på vej ned til moster som er kosmetolog, for at få plukket og farvet øjenbryn, så de passer til det mørke hår min svigerinde lavede på mig forleden aften :)

Irenes (Mrs Cakeaholic) søn har fødselsdag i aften, og vi er inviteret til fødselsdag klokken 18.00 til dejlig mad. Vist nok på raklette.. Det glæder jeg mig meget til. Det er altid så hyggeligt at besøge den lille familie og se alle Irenes smukke kreative påfund i hjemmet.. Det er så dejligt, når man har følelsen af, at man har en ekstra lille familie som man altid kan komme til. Jeg håber de alle 3 også har følelsen af, at det er gengældt i vores lille familie til hver en tid!

onsdag den 29. april 2009

Organiseret arbejdsrod

Ja, sådan ser det ud, når jeg arbejder bedst... Måske ser det rodet ud, men det er organiseret rod, og jeg ved lige præcis hvor jeg har hvad i mine bunker.
Det er nu en rar følelse, når man rejser sig kl. 16.00 fra det skrivebord man har siddet ved siden klokken 9.00 i morges, og opdager hvor fordybet man har været i sit arbejde. Det der så ikke er så rart, det er når man opdager, hvor dejlig varm luften er udenfor, og finder ud af at man er gået glip af en fantastisk forsommer dag! Øv... Havde jeg dog bare manglet lidt mælk til morgenmaden i morges, så jeg havde mærket solens blide stråler på mine bare arme.
Håber det bliver ligeså dejligt vejr imorgen - det er i hvertfald ikke noget der skal gå forbi min næse igen ;)

mandag den 27. april 2009

En blandet pose...

- bolcher var det ikke... Men en weekend fuld af blandede oplevelser...

Weekenden er gået stærkt... Jeg tillod mig at holde "fri" fra fagprøven, når vejret var så godt i weeknenden... Det resulterede i en masse forskellige udflugtsmål og besøg.
Lørdag stod på en dejlig lang køretur udover de små landsbyer, som endte i Korsør.. Her holdt vi frokostpause ved en dejlig sø, omgivet af den smukkeste bakkede skov.
Derefter tog vi på visit hos Thomas mor i hendes spændende hus i ægte 70ér stil... Det var bare alletiders... Hele dagen blev brugt til at finde sjove gamle ting og møbler frem fra gemmerne både indenfor og i udhusene. - ting helt tilbage fra Thomas farfar var ung.
Thomas mor har haft en boghandel i mange mange år, og har selvfølgelig selv stuen fuld af bøger. Gamle sjove bøger fra 60érne og 70érne.. Så vi fik aftenen til at gå med at kigge på alle de sjove gamle bøger, til vi til sidst måtte løsrive os og finde Næstved igen.

Vi fik hver et par stykker med hjem.. Jeg, en gammel strikkebog fra 70érne med nogle skønne strikkeopskrifter og en sjov gammel bog fra 60érne med forslag til ting man kan lave selv, brugsanvisninger til hvordan man syer sine egne puder, laver lampeskærme, laver ting til børnene, dekorationer på ting, samt en masse sjove husråd og skønne billeder i retrostil :)


Weekenden sluttede med en lækker rabarberkage hos mor og far, med rabarber fra haven og en lækker smuldrerdej på toppen - og en fisketur søndag aften. Der var desværre heller ikke fangst denne gang.. Men jeg havde fundet et dejligt sted på bredden med græs på et stykke klit jeg kravlede op og lå på og solede mig på¨til solen gik ned.
Mandagen idag startede ambitiøst.. Med læsning og skriverier fra morgenstunden og så en tur ned på kommunen til mine søde kollegaer... Og efter en frokost hos mor og far i eftermiddag, var det ligesom om at jeg ikke kunne finde gejsten frem til at skrive igen her til aften. Som jeg vist før har nævnt, så arbejder jeg bedst under pres. Og det bliver vist også nødvendigt sidst på denne nye friske uge :)