tirsdag den 27. oktober 2009

Forandring skal fryde...

Kære alle trofaste bloggere. På fredag får Thomas og jeg nøglen til vores nye hjem på landet. Det vil være en stor forandring for os at flytte så langt udenfor byen, men også utrolig dejligt at have naturen lige omkring os. I den forbindelse synes vi begge, at vi skal benytte chancen for lidt blog-forandring... Forandring på den måde, at vi begge vil blogge flittigt på en helt ny blog. Ugler i posen, hedder den nye blog, og jeg håber at I vil følge Thomas og jeg i vores nye tilværelse. - I tykt og tyndt, som det plejer at være i min verden :)
Første indlæg bliver selvfølgelig på fredag, og så vil jeg ikke skrive flere indlæg her på MetteSofie. Det er både spændende, men også lidt trist med forandring, men så længe jeg ved at I følger mig, så skal det nok gå alt sammen, er jeg sikker på! :)

Jeg vil ikke sige farvel til nogle af jer 22 faste læsere her på bloggen - Jeg vil hellere sige på gensyn på Ugler i posen, og håbe på at I skifter mit gamle link ud med det nye på jeres blogs!

MetteSofie :)

Posten kom forbi...

-med denne fine pakke igår... Læg mærke til detaljen med den lille knap, det glæder da, at modtage sådan en indpakning :)

Jeg har forelsket mig i alt-mulig-poserne fra Tulipaner & Tomater, og forestiller mig allerede mine farverige tøjklemmer i den ene, når vi flytter og får et stort dejligt vaskerum i kælderen. Den anden er jeg endnu i tvivl om hvad skal indeholde, men der er masser af muligheder jo! I kan se deres lækre udvalg lige her :)

fredag den 23. oktober 2009

Så blev det tid..

- til næste behandling zoneterapi, hvor bliver det skønt at starte weekenden sådan en omgang forkælelse for krop og sind... Jeg synes, jeg har sovet så godt om natten siden sidste gang, så jeg glæder mig rigtig meget. Måske falder der alligevel mere på plads indeni, end man lige umiddelbart kan forestille sig!? Og så er det jo en skøn afslappende time - ren kvalitetstid!

torsdag den 22. oktober 2009

Sammen og hver for sig...

I aften står den på mandehørm i stuen, da min bror er kommet på besøg for at spille lidt Fifa med Thomas. Da fjernsynet er optaget med deres spil, må jeg springe et afsnit over at Lærkevej, men det gør ikke noget. - Det er dejligt bare at vide, at der sidder to man elsker lige inde ved siden af, mens jeg samtidig har lidt kvalitetstid for mig selv.. Det sidste nye BoligLivs julereportager bliver nærstuderet, mens jeg fyldes med tankerne om jul i vores nye hus! Jeg hygger mig!

onsdag den 21. oktober 2009

Torsdags forberedelser og røverkøb...

Imorgen er det min tur til at have torsdagskage med på arbejdet, og da jeg efterhånden er løbet lidt tør for kageideer til kager, som er nemme at transportere med på gåben, ja så må de denne gang nøjes med Daim muffins og cookies som bager i ovnen endnu.

Aftensmaden har idag betået af pebersteaks med bagekartofler og salat. Kvickly havde tilbud, så vi fik 4 pebersteaks for 30 kr. Det var jo ikke til at gå forbi!

Der er blevet sendt varer afsted fra MetteSofie.dk, og tilbage er der kun at nyde årets første jule hvidtøl i sofanen foran fjernsynet. 1.95 kr i Aldi - Slå den! ;)

"Yoy make me smile-award"


Jeg har været så heldig, at jeg er blevet tildelt en fin "You make me smile-award" af Trine. Det er jeg meget beæret over og det fik mig selvfølgelig til at smile :) Jeg ville selvfølgelig gerne sende awarden videre til flere af de personer, som jeg plejer at læse med hos, og som MissMuffin skriver, så har man jo sine favoritter her på bloggen! Men mange har allerede fået tildelt den fine award og det glæder mig selvfølgelig rigtig meget! Men der er alligevel et par stykker mere som står mig nært, og som jeg følger på godt og ondt. Jeg håber de vil tage godt imod min award og måske sende den videre og få deres yndlingsbloggere til at smile :)

Reglerne er lidt sjove, da man udover at nominere de bloggere som får en til at smile, også skal indsætte en sang, som får en til at smile.

-Indsæt en sang der gør dig glad.
-Send videre til så mange du lyster, ingen grænser!
-Fortæl en ting eller to om hver blog du tagger, noget der vil få dem til at smile, får dig til at smile osv..

Mit sangvalg bliver "Im yours" med Jason Mraz, og det gør den fordi den får mig til at smile og danse og synge med, uanset hvor jeg står eller hvem jeg er iblandt... Super melodi, dejlig tekst og lidt a´la reggae, som er en genre der altid bringer et smil frem på mine læber :)


Mrs.Cakeaholic fortjener en award - Det er altid spændende at læse om Irenes hverdag fortalt med fine billeder, hendes tanker - som ofte giver stof til eftertanke, og hendes helt fantastiske kager eller mad som inspirerer lækkersultne sjæle :)

TinaKristineHolmstrand fortjener også en award - Hun deler sit liv og sine oplevelser på godt og ondt med os alle, og får os også til at tænke over livet. Livsbekræftende og glædelige billeder giver mig ofte et smil på læben :)

Håber i læser med og glæder jeres favoritter med en award! ;)

tirsdag den 20. oktober 2009

Ventetid...

Ventetid, kan koste penge... Det kender vi alle nok til. Der var fremvisning i lejligheden, da jeg fik fri for arbejde, så for at fordrive tiden, så gik turen til ringsted hos en marskandiser - en værre rodebutik! Men iblandt alt rodet, dukkede denne skønne kæphest så pludselig op, og jeg fik hurtigt handlet den til mig. Den er fra den gamle trælegetøjs fabrik Verhofa, tilbage fra det ganle vesttyskland... Håber den kan gøre lykke hos en ny lille sjæl, når jeg har lagt den til salg på MetteSofie.dk :)

mandag den 19. oktober 2009

Vintage pynterier...

En tur i genbrugsshoppen resulterede i købet af disse to sæt pynterier... Et par store flotte koral farvede øreringe og et sæt "britiske" plastik - dog begge med klemmer. Jeg kunne ikke stå for dem, men må desværre erkende, at jeg nok ikke er den bedste til at bære øreringe med klips, efter mange år med huller i ørerne.. Selv på mine ørestikker får jeg ofte forvildet låsen helt ud til kanten af stikken, så jeg er ved at tabe både låse og øreringe... Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg skulle kunne holde et par øreklips på i mere end et par timer :)

Så nu ligger de på MetteSofie.dk og venter på en ejermand - eller vel rettere den rette ejerkvinde!

Heldige...

Der var kommet et brev til os med to billetter, da jeg kom ind af døren her i eftermiddag.. Billetter til weekendens messe i Bella Centret, hvor den står på aktiviteter, kunst og interiør design. Min morbror er en af landets bedste antikvitetshandlere og har inviteret os ind og se deres stand bla.. Det er altid så spændende at se deres flotte dyre ting. Nogle gange har man da lov at være heldig... ;)

lørdag den 17. oktober 2009

Afslappet lørdag...

Min lørdag startede hos zoneterapeuten i en charmerende lejlighed nede i byen. Vi startede med en god snak om migrænen, medicin, madvaner, tanker, sanser og gode råd og ideer. Zoneterapeuten er også uddannet sundhedscoach, så det var rigtig spændende at høre hende tale, mens hun samlede oplysninger ind. Derefter lagde jeg mig på en briks i ca en times tid til det dejligste afstressende musik og mærkede spændt efter reaktioner. Jeg må sige at jeg er blevet meget overrasket over den form for terapi... Hun kunne nede på mine fødder mærke om jeg havde spændinger op af ryggen osv, og når hun trykkede på bestemte steder, så kunne jeg selv mærke hvor langt op i kroppen det havde en effekt.... Hun fortalte en masse ting, som jeg ikke anede et par fødder kunne afsløre. Meget spændende.
Jeg kom med hovedpine og gik derfra med et lettere hoved og en dejlig afslappet fornemmelse i hele kroppen. - Jeg er virkelig spændt på om det her virker på sigt. Vi har planlagt, at jeg skal komme en gang om ugen her i starten og se om jeg mærker en effekt af behandlingerne, og derefter nøjes med en gang om måneden. Jeg er også blevet lidt nysgerrig efter at prøve en Lava Hot-stone-massage.. - endnu en ting denne kvinde kan. Det er jeg meget spændt på, når den tid kommer!

Vi skal bare nyde weekenden herhjemme og har købt ind til både i aften og imorgen. Det er blevet hundekoldt udenfor, så vi gemmer os på sofanen med en dejlig kop kaffe-latte og en marzipan stollen.. - Julekagen som endelig er kommet frem på hylderne i supermarkederne igen. Jeg tror jeg vil prøve at finde en opskrift og prøve at lave den selv en dag :)

Ha en dejlig lørdag derude!

fredag den 16. oktober 2009

Startskudet....

Startskudet har lydt, og også her er weekenden skudt igang med det nye BoligLiv foran fjernsynet... De værste tanker og tårer omkring dagen igår har så småt lagt sig, men smerten kan stadig mærkes dybt inde i mig. Jeg er alene hjemme i aften og har set Talent 09 i baggrunden til mit blad, som Thomas kom hjem med her til aften. Der er allerede "taget hul" på julen, og man kan ikke lade være med at komme så småt i julestemning og gøre sig nogle overvejelser om, hvordan julen skal se ud og dufte i år... Meen.. Vi er trods alt kun i oktober endnu, så marzipanen måtte altså vente med at falde i indkøbskurven til næste gang jeg handler!
Jeg har haft mange migræneanfald i løbet af de sidste fire måneder, og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre for at forhindre det, eller hvilken medicin jeg skal tage for at slå migrænen ihjel. Men imorgen formiddag må jeg lade tvivlen komme zoneterapien tilgode, da jeg vil prøve også at forsøge mig på denne måde, med at komme migrænen til livs. Jeg har en tid kl. 12 og jeg glæder mig faktisk, men ved ikke rigtigt hvad jeg går ind til...
Er der nogle af jer der kender til zoneterapi?

torsdag den 15. oktober 2009

Grædefærdig...


Hvor kan livet bare føles meningsløst uretfærdigt indimellem. Dagen idag har været ganske rædselsfuld, da vi har mistet mine forældres største store dejlige hankat Leo og har måttet tage afsked med ham. I eftermiddags fik han vinger på og fløj op i himlen pga. en øjensygdom som på få måneder stort set havde gjort ham blind på begge øjne, trods en operation i det ene øje for nylig. Øjensygdommen havde spredt sig til begge øjne og udviklede sig kun værre og værre, så der til sidst kom betændelse ud af øjnene på ham, og han dårligt kunne tåle lyset mere. Dyrelægen mente at han havde så ondt, så han ville have bedst af at få fred nu. Jeg kan slet ikke forstå at han er borte nu og savner ham allerede mere end nogensinde... Det bliver aldrig det samme at besøge mine forældre igen uden ham i huset. Ikke nok med dette, så har vi opdaget en plet i den yngstes øjne, magen til det som startede i Leos øjne. Jeg synes det er forfærdeligt at skulle miste en stor ellers frisk kat på kun 3 år.. Og hvis også den mindste på kun 1 år skal have samme sygdom, så kan der ikke være nogen retfærdighed til mere. Jeg er grædefærdig...

søndag den 11. oktober 2009

Weekend, weekend, weekend...

Der går lidt tid mellem mine blogindlæg for tiden.. Og det er simpelthen fordi, at jeg er brugt op når vi når til aftensmaden. .. Fuldstændig energiforladt. Blandt andet af den grund, så har weekenden stået på afslapning og hygge, og vi har ikke været udenfor en dør siden fredag aften, hvor vi passede min lille nevø. Vi har sovet længe og hygget med dyner på sofanen, spist god mad og set landskamp, men måtte dog lige klare lidt oprydning og rengøring her i formiddag, da lejligheden skal vises frem imorgen. Alle burde tage sig sådan en weekend engang imellem, hvor den bare står på hygge og kvalitetstid sammen, det er skønt!
Jeg føler mig næsten klar til en ny arbejdsuge nu :)

tirsdag den 6. oktober 2009

Mors fødselsdag

Idag er det min mors fødselsdag og vi har været til dejlig fødselsdag med lækker mad og hygge med familie og venner. Det er dejligt når vi alle er samlet og der bliver grinet og snakket. Irene (Mrs.Cakeaholic) havde lavet en kage-overraskelse til min mor.. - Den lækreste lækre kage. Da min mor er en flittig golfspiller, ja så stod kagen selvfølgelig også i golfens tegn ;)


Den sidste ordre er nu blevet besvaret, og jeg kan smide mig i dynerne. Jeg glæder mig! Godnat

mandag den 5. oktober 2009

Pakket og parat....

Der er godt gang i MetteSofie.dk i øjeblikket, og vi har travlt med at få pakket varer ind, så de er parate til afsendelse... Vi var en tur i Næstved storcenter her til aften.. Min mor har fødselsdag imorgen, så der var lige nogle gaver der skulle findes. Der var nyt tøj og nye støvler alle vegne i centret, men der var ikke rigtig tid til at shoppe i aften. Jeg må vist ud og se lidt nærmere på sagerne sidst på ugen!

søndag den 4. oktober 2009

Hmmm....

Det her har Thomas og jeg altså været lige gode om!!! En bil der er proppet til randen med møbler, ting og sager... Vi kunne med nød og næppe få proppet 3 små møbler ind på bagsædet af den lille Alfa. - Det skal lige siges at det er en 3-dørs Alfa, så det krævede sit, at få bakset det hele ind i rette vinkel, så det lige akkurat kunne være på bagsædet. Hver en krone brugt, men mange ting gladere! Sådan skal det være efter en vellykket weekend :)

De 3 møbler kommer til at resultere i et par istandsættelsesprojekter... Men vi glæder os!

lørdag den 3. oktober 2009

Smukt...

Denne smukke lampe med retromotiver af blomster og haner har Thomas fundet idag... Jeg er dybt forelsket og lykkelig over, at det stadig kan lade sig gøre at finde fund som denne. Jeg ved lige hvor den skal hænge i vores nye hus :)

Så småt...

Jeg er så småt ved at komme på benene igen... Den værste svimmelhed er ved at fortage sig, når jeg rejser mig op, så nu gælder det om at komme til hægterne igen her i weekenden. Thomas har været tidligt oppe og er kørt til et stort loppemarked. Tænk at jeg har fundet sådan en mand - dem er der vist længe imellem. Det er skønt at kunne dele interessen med hinanden, da det ellers kan være lidt svært at forklare, hvorfor man slæber gamle ting med hjem i sit hjem weekend efter weekend ;) Når Thomas kommer tilbage skal vi have lidt morgenmad og en dejlig kop kaffe at starte på.. Og så skal resten af dagen nok bare gå med stille og roligt hygge, og måske en lille køretur i regnvejret. Jeg trænger i den grad til frisk luft!

tirsdag den 29. september 2009

Tavse dage...


Der er selvfølgelig altid en efterfølgende forklaring på tavse blogdage... Min er desværre ganske enkel... Noget har ramt mig, jeg ved ikke hvad... - Men syg og dårlig er jeg i hvertfald. Håber at et svar på et par blodprøver kan gøre mig klogere om nogle dage....

lørdag den 26. september 2009

Sjældenheder...

Sjældenheder kan overraske... Ligesom disse to smykkevedhæng overraskede mig idag på en køretur. Vi holdte som sædvanlig ind på et loppemarked, og på et bord lå disse to fine Bjørn Wiinblad smykkevedhæng så. Jeg kender udemærket Bjørn Wiinblad, men smykker har jeg dog aldrig set, før idag. Jeg måtte have dem med hjem og sørge for, at en ægte Bjørn Wiinblad elsker kunne få lov til at forelske sig i dem. De ligner til forveksling hans store platter, men disse to måler altså kun 4,5cm i diameter. Nu ligger de fint på MetteSofie.dk og venter på den rette :)

fredag den 25. september 2009

Fine finesser...

Jeg er endnu engang blevet begavet af min søde kæreste... Denne gang med disse fine sko. Jeg elsker de fine sløjfer bagpå, sød detalje! Jeg plejer ellers ikke at være så vild med høje hæle, da jeg synes jeg har meget lange ben i forvejen, og da jeg er 180cm høj, men disse forelskede jeg mig altså i i Message forleden dag. Det må der ha været en der har lagt mærke til ;)



Håber snart der kommer en lejlighed, hvor jeg kan få dem afprøvet :)

onsdag den 23. september 2009

Moder tid....

Mange timer er blevet tilbragt sammen med min mor her til aften... Rigtige snakkestunder som disse er guld hver... Min mor er syg, så det blev bare et stille og roligt hyggebesøg uden det vilde mad, men lækkert var den nemme anretning alligevel. Ind imellem er det dejligt at have en af sine forældre alene... Jeg hygger mig altid fuldt ud med dem begge, men på hver sin forskellige måde. Thomas koblede sig på selskabet til aftensmaden og snakkede med. Julen er blevet planlagt, og der er blevet snakket hus og gamle dage... Skønt!

mandag den 21. september 2009

Efterårskøb...

Faldt over dette skønne halstørklæde i Bilka idag... 99 kr... Billigt sluppet, synes jeg i forhold til sådanne modeller i andre mærker. Indimellem kan man være heldig. Det er blevet godt køligt på arbejdet efterhånden, så det vil varme godt om halsen imorgen :)

søndag den 20. september 2009

Søndagsleg...


Planerne om kælderflytningen blev udskudt idag.. Trods 10 timers søvn i nat, så har vi været dødtrætte begge to idag. Det blev til et par loppemarkeder i det fri, en eftermiddagslur og lidt oprydning og tøjvask her til aften. Nogle gange skal søndage bare have lov at være søndage uden planer. Jeg har fået opdateret hjemmesiden (MetteSofie.dk) med lidt nye varer og maden er over kog. Resten af aftenen bliver på sofanen. Et af mine tørklæder er efterhånden gået hen og er blevet allemandseje her i lejligheden.. - Der er i hvertfald et par katte, der finder det enormt skægt at blive gemt væk i det og skjule sig for hinanden... Den leg kan der gå lang tid med her i stuen :) Hvad er jeres søndag forløbet med i dette dejlige vejr?

lørdag den 19. september 2009

Solskins lørdag i København

Vejret har været helt perfekt til de planer vi havde for dagen idag i København. Vi fik hentet vores 7 børnestole, som vi har købt af en dame på Østerbro og benyttede selvfølgelig chancen til at snuse lidt rundt til gårdloppemarkeder, større og mindre loppemarkeder, nu hvor vi var derinde. Jeg må indrømme, at jeg bliver lidt skuffet over priserne på de københavnske loppemarkeder. Man kan være heldig med nogle fair priser hos de private, Meeen.. De organiserede markeder er for dyre til at det er en fornøjelse at finde noget.
Eftermiddagen blev brugt på Christiania... Jeg elsker charmen ved dette sted, men fik desværre ikke taget nogle billeder. Jeg lod det blive i tasken, da de venligt frabad sig fotogtafering. Det er jo deres hjem, så det må man selvfølgelig acceptere.

Vi er trætte nu og trænger bare til en hyggeaften på sofaen. Imorgen står den på flytning fra mit gamle kælderrum. Der står stadig møbler og loppeting. Håber vi kan klare det med et par ture med traileren.Aftensmaden er nem i aften.. Fyldte marinerede kyllingefiletter med mozzarella og soltørrede tomater med ovnbagte kartofler og bearnaise sauce. Der er ikke nogle af os der er i stand til at stå og kokkerere i længere tid nu :)

Håber i får en dejlig lørdag aften!

fredag den 18. september 2009

København forude...

.. For imorgen tidlig tager vi bilen derind og mødes med nogle jeg har handlet stole med. Glæder mig til at se stolene i virkeligheden. Indimellem kan billeder jo være taknemmelige ;)
Derefter går turen til det skønne Christiania. Jeg har altid været meget fascineret af den primitive Christiania-stil og glæder mig utrolig meget til et besøg derinde. Elsker charmen ved deres skæve huse og primitive handelsboder. Kameraet er til opladning til de mange fantastiske og farverige indtryk jeg forventer mig :)

torsdag den 17. september 2009

Lang, men god torsdag

- Men med et stort plaster på såret. Chefen gav nemlig en kæmpe lagkage med chokolademousse og hindbærmousse til hele borgerservice i anledning af Borgerservices fødselsdag. En dag med arbejde og plads til lidt sjov. Sådan skal det være :)
Vores lejlighed er blevet sat til salg på nettet. Så må vi bare vente!

tirsdag den 15. september 2009

Aften tur..

Aftenen startede med en tur på min yndlingscafe Vivaldi oppe i byen hvor vi spiste en let ret hver. Ingen af os er ret sultne i øjeblikket og vi er begge dødtrætte... Tror det er alle tankerne om det nye hus der fylder hos os begge. Jeg synes vi fortjente en tur ud at spise efter weekendens flytteri. Derefter gik turen udover landet hvor dette syn af aftenens sidste solstråler mødte os ude over havet.
Håber der bliver lidt mere blog-tid resten af ugen, nu hvor min lejlighed er blevet overdrevet til viceværten og vi har en ting mindre hængende over hovedet :)

I ønskes alle en dejlig tirsdag aften!

lørdag den 12. september 2009

Flyttedag...

Det har stået lidt stille her på bloggen de sidste mange dage.. Men nu har jeg fået samlet lidt kræfter og er klar til at blogge igen :)
Kræfter får vi brug for idag, for min lejlighed skal tømmes og alle ting og møbler skal køres ud til min bror, og stå der indtil vi overtager huset til november. Der er allerede en ny lejer der står klar til at overtage lejligheden nemlig. Det blir nu lidt trist at skulle sige farvel til min gode gamle lejlighed efter 4 af mine bedste unge år. Jeg har en tendens til at knytte mig meget til mine ting, biler og hjem, så jeg tør næsten vædde med at det bliver et tårevældet farvel, når jeg overdrager lejligheden til viceværten på mandag. Jeg må prøve at tage mig sammen :(

mandag den 7. september 2009

Rengørings stress

Lige siden jeg kom hjem fra arbejde idag har den stået på oprydning og rengøring i alle lejlighedens rum og kroge... Thomas hægtede sig selvfølgelig også på den vogn, da han kom hjem og har nu løbet op og ned af trapper ca 20 gange med ting og sager og loppeting, der skulle pakkes væk fra lejligheden. Lejligheden skal være fin og ryddelig til imorgen, der kommer fotografen! Jeg må flexe en time imorgen, for at nå hjem til hun kommer. Vi er begge gode til at udskyde ting til sidste øjeblik, så vi stresser rundt og må nøjes med en rugbrødsmad i aften. Men hvor er lejligheden dog pludselig stor og lys, når man får pakket alt det overflødige væk fra krogene. Tror den vil tage sig godt ud imorgen ;)

Ha en dejlig mandag aften!

søndag den 6. september 2009

Dagen derpå...

Vi har tilladt os at sove længe idag, efter gårsdagens fodboldkamp i Parken. Vejret holdt heldigvis nogenlunde tørt under hele kampen, men turen dertil måtte ske under regnhætter og paraplyer. Der er nu noget hyggeligt over regnvejr, når bare man er klædt ordentligt på og det var vi heldigvis. Vi var ikke helt tilfredse med kampens resultat (1-1).. Set fra parkens vinkel, så syntes vi alle, at dommeren dømte til Portugals fordel lidt for ofte hele vejen igennem. Men en spændende kamp var det med en super stemning og en masse spændende chancer. Det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg har været til landskamp i parken! Danmark ligger nu nummer 1 i sin gruppe.. Jeg krydser fingre for at heldet fortsætter!

lørdag den 5. september 2009

Klar til kamp

Om en lille time går turen mod Købemhavn til landskamp i parken. Jeg håber vejret bliver bedre til aften, for det har stået ned i stride strømme hele dagen. Men det tager ikke humøret fra os.. Vi har glædet os længe og skal ind og hygge os med et vennepar. Og så skal vi bare vinde :)

God kamp til jer alle!

fredag den 4. september 2009

Endelig weekend..

Så er jeg kommet hjem efter en lille fyraftenstur, som gid ud forbi "vores" hus.. Vi glæder os sådan til vi flytter derud. Thomas er heldigvis ved at være frisk igen, så han er frisk til kampen imorgen forhåbentlig. Der er lagt op til en hyggeaften med slik og mad hjemmefra min mor og far. Min far inviterede på mad igår og vi fik rigeligt med rester med hjem til i aften. Dejligt at man kan springe madlavningen over, når man endelig er nået til fredag aften :)
Men først lidt frokost foran fjernsynet og en lille eftermiddagslur på sofaen.

onsdag den 2. september 2009

Hindbær smuldrekage

Jeg fik lavet min nemme smuldredejskage med hindbær, men synes ikke jeg er tilfreds med smuldredejen. Der er noget galt med konsistensen synes jeg. Jeg har prøvet flere forskellige blandingsforhold til den nemme dej, som jeg har fundet på nettet, men den er ikke rigtig god endnu. Er der nogen af jer, der har et rigtig godt blandingsforhold til smuldredej?

Denne var en dej af 250 g mel, 75 g sukker og 75 g smør, blandet sammen og lagt i bunden og foroven, med en pose frosne hindbær drysset med sukker og vanillesukker imellem.

Samvittigheden nager mig...

Jeg er efterhånden kommet ovenpå efter en hård gang influenza, men inden jeg nåede så langt fik jeg desværre smittet Thomas, så nu er det hans tur. Jeg kan mærke hvordan den dårlige samvittighed nager i mig, men jeg kunne jo ikke så godt sende ham hjemmefra når vi bor sammen. Så nu er rollerne byttet om. Thomas ligger under dynen og jeg handler ind og laver mad. Nu har jeg en alletiders chance for at give ham alt den kærlige pleje tilbage, som han har givet mig, mens jeg har været syg! Han har fået lov at bestemme maden i aften, så vi skal have burgere - eller rettere bøfsandwiches :)
Jeg håber jeg når at lave en hindbær-smuldre kage til dessert.. Nu må vi se hvor meget energi jeg har tilbage efter aftensmaden. Det tager et stykke tid at komme til kræfter igen, synes jeg.

mandag den 31. august 2009

Drømme på grød


Caroline Fleming har til BT fortalt om sine unge sparsommelige år på kostskolen Herlufsholm her i Næstved. Før i tiden var jeg ikke særlig begejstret for Caroline Fleming, men er efterhånden blevet helt glad for hende efter at have set nogle meget ærlige og menneskelige sider af hende på tv.
Artiklen er ret sød når hun fx. skriver:

"Lidt spinken og sparen og et par uger på havregrød er umagen værd, hvis det er til fordel for et par lækre sko.
At sidde i sin etværelseslejlighed på Amager med varmen slukket, mens den står på havregrød i 14 dage og drømme om, hvor fantastisk ens fødder vil tage sig ud i netop det par sko. Sidegevinsten er på den positive side, at man kan gå i byen i sine Askepot-sko med en lidt slankere talje"
:)

Jeg kender det godt, når der er noget man ønsker sig virkelig meget, så er man faktisk villig til at leve en uge på havregrød, for at opnå det. Det tror jeg alle teenagepiger på SU har tænkt på et tidspunkt. De metoder er vi heldigvis ikke nødsaget til at tage i brug herhjemme, men spares skal der altså ;)

søndag den 30. august 2009

Stribede ønsker


Jeg har forelsket mig i denne sag fra HogM til kun 179 kr.
- Og i denne her, som også er fra HogM til kun 129 kr.

Men jeg må nok drømme lidt endnu, for lige nu skal der spares op til indskudet til huset. Man har vel lov bare at kigge ;)

lørdag den 29. august 2009

Ugler i mosen...

Eller rettere ugler i stuen... - Og de har været en dejlig trøst, nu hvor jeg har været lænket til sofaen de sidste tre dage. De to blomstrede ugler var en gave Thomas og jeg forærede os selv i Århus. De er fra House Doctor og var simpelthen ikke til at stå for - 149 kr i en designbutik. Pudebetrækket er ligeledes købt i Århus - 29.95 kr i en Søstrene Grene butik.
Jeg er vild med ugler og glæder mig over, at de nu er kommet på mode :)
Jeg har set et sødt uglepude-mønster i et af mine BoligLiv blade, jeg skal have afprøvet en dag. Men skal først have fundet nogle fine stofrester. Jeg føler mig lidt mere frisk idag. Håber det er tegn på, at jeg er frisk nok til at komme udenfor imorgen. - Jeg trænger!

Ha en dejlig lørdag aften!

Mand med evner...

Jeg er dybt imponeret! MetteSofie.dk er jo blevet et fællesprojekt for mig og Thomas efterhånden, og da jeg er syg, ja så måtte Thomas jo tage afsted på hans første loppemarked "alene" idag. Jeg har været lidt spændt på hvad han kom hjem med og om han kunne lide at "hugge" tingene for næsen de andre, som jeg plejer at gøre, he he... Men jeg havde absolut ingen grund til bekymring! Heldig som han er, så lykkedes det ham selvfølgelig at komme hjem med intet mindre end to store sjældne Lotus gryder, to sjældne blå Rosti skåle og hvad i ellers kan se her. Den mand har jo evner! ;)

Måske beholder jeg selv nogle af de pastelfarvede milkshake krus...

Ramt...

Kære allesammen...
Tusind tak for jeres kommentarer og lykønskninger med huset, det varmer rigtig meget :)
Jeg har været fraværende de sidste par dage, hvilket i nok har bemærket på de manglende dage på bloggen. Jeg er så heldig så også jeg er blevet ramt af den verdensomspændende influenza :(
De siger hos lægen, at den varer 5-6 dage, og jeg er på min fjerde dag på langs nu, så jeg nærmer mig forhåbentlig enden og kan være frisk til på mandag.
Jeg må selvfølgelig ikke have kontakt med nogen, altså lige på nær Thomas, som selvfølgelig ikke kan flygte nogen steder hen, så dagene er gået ekstremt langsomt med dårlige tv-serier og uden besøg. Men sådan er det jo bare at være syg!

Thomas er taget afsted til to store loppemarkeder her til morgen. Øv, hvor jeg misunder ham. Det bliver spændende at se, hvad han kommer hjem med. Han er efterhånden blevet en god "loppespotter", så jeg er ikke bekymret ;)

Ha' en dejlig lørdag!

onsdag den 26. august 2009

Lykken er...


- når det man drømmer allermest om pludselig går i opfyldelse! Jeg er så glad :)
Vi besluttede os for det største hus, og huset er vores fra 1. november. Jeg ved slet ike hvor jeg skal gøre af mig selv... Jeg kan slet ikke vente til vi skal flytte ind. Jeg har sommerfugle i maven og er meget spændt på det "nye" liv i de grønne omgivelser og samtidig utrolig lettet over at denne søgeprocess og beslutningsprocess nu er overstået. Jeg kan ånde lettet op og bare glæde mig. Det skal nok blive godt, så længe vi begge har den følelse i kroppen! :)

tirsdag den 25. august 2009

Forhandlinger...

Thomas og jeg ligger pt. i forhandlinger omkring huset vi gerne vil leje... Jeg er så spændt, så jeg næsten ikke tør åbne de mails der kommer. Sommerfuglene rumsterer i maven. Jeg håber på det bedste! :)

mandag den 24. august 2009

Uldne drømme...

Får får får...? Nej, får får lam! Og jeg håber at jeg engang får får, når der engang bliver plads til dem på et sted på landet. Jeg er forelsket i de kære små uldne dyr!

På Møn mødte vi disse sjove og snaksagelige ulddyr... Nok de sødeste jeg indtil nu har mødt. Ejeren gav dem guf som bestod af tørre pastaskruer, så de stod og knaste højlydt på dem. Det var simpelthen så sødt.

Jeg håber at jeg kan få Thomas med på at vi skal have får engang. Hvem ved... Måske kan man strikke et par uldne sokker med sit helt eget fåreuld - den slags skal vel klippes.
Ja, drømme har man i hvertfald lov at ha' ;)

søndag den 23. august 2009

Sig "squash" til din mad!

Weekendens tur bød også på andet end loppefund. Og denne gang var det heldigvis en god sund investering. 4 kæmpe squash for en 10'er fra et privat landsted. Der er altså noget skønt over at købe grøntsager med hjem fra landet. Det føles så rent og naturligt og giver mig meget mere lyst til at bruge grøntsager i maden. Nu er spørgsmålet bare, hvad jeg skal finde på med de her squash?! Er der nogle af jer der har en god opskrift på aftensmad og evt. en kage med squash, så vil jeg meget gerne inspireres :)

Weekenden er forbi, og vi har endnu ikke truffet vores endelige valg af hus. Men vi har været ude forbi igen her til aften, for at se hvor mørkt der var helt derude på landet og for at mærke efter. Vi vil stadig derud, så valget skal træffes!
Godnat til jer alle i blogland.

Lopperunde...

Søndagen har stået i loppernes tegn og turen gik helt spontant til Møn.. Nok en af de sidste ture i år. Bilen er fyldt op med loppefund som snart skal bæres op og kigges nærmere på. Der var mange markeder i de små idylliske små landsbyer idag. Sådan er det gerne når solen skinner på Møn. Vi fik kigget lidt nærmere på nogle af områderne med en lille gåtur.

Der er en helt speciel stemning over Møns loppemarkeder. Folk er imødekommende og byder på kaffe og kage og går bare og hygger sig og snakker med de standsende.

Det vrimler med smukke gamle bindingsværkshuse, smukke gårde med får og køer og en skøn natur. For mig, de helt perfekte rammer til en lopperunde :)

lørdag den 22. august 2009

Tænkerum...

Vi har længe haft en drøm om at flytte ud på landet med åbne marker omkring og en masse ro. Det er nu lykkedes for os at finde to drømmesteder som vil koste det samme alt i alt... Det ene er helt perfekt inden i og har en god beliggenhed og det andet har perfekte omgivelser udenfor huset og godt inden i. Nu er spørgsmålet så bare hvilket hus, vi skal vælge. Hvor er det dog svært. Vi er begge i vildrede lige nu. Håber vi sammen finder frem til det rette af de to huse!
Jeg glæder mig til en afklaring, for indtil da er mine tanker kun i de to huse på skift, hvor jeg forestiller mig billeder af de forskellige rum med vores møbler i. - Det er godt det er weekend, for det havde været svært at skulle sidde og arbejde med tankerne et helt andet sted ;)

onsdag den 19. august 2009

Overraskende onsdag

Overraskende fordi, dagen tog helt uventede drejninger. Det var for det første gået min næse forbi, at det ville blive så varmt og skyfrit solskinsvejr idag, så første overraskelse kom desværre efter jeg var taget hjemmefra i et par meget varme bukser. Arbejdsdagen var en succes med en masse telefonbetjeninger, som efterhånden kunne glide som smurt i olie. Det har taget lidt tid at komme ind i tingene, så man selv kan svare på det meste, men nu styrer jeg det faktisk ret godt ;)
Dagen skulle have bestået af indkøb og oprydning derhjemme, men da min far pludselig insisterede på at hente mig fra arbejde og tog min lille nevø med - ja så kunne man jo ikke sige nej til en kop kaffe på terrassen og et par timer i selskab med den lille. Det var bare super hyggeligt.
Da vi endelig begge var hjemme og skulle igang med oprydningen, foreslog Thomas en "kigge-på-hus tur" ud over landet og heller ikke dette kunne min rydde op-trang overgå. Så alt i alt har jeg nået intet af det huslige idag, men masser af det der skaber glæde! - Sådan skal det vel bare have lov at være indimellem!

Det er min tur til at have kage med imorgen til den lange dag på kommunen, så jeg skal lige have gjort lidt kageforberedelser, inden jeg smutter i seng. Fortsat god aften!

tirsdag den 18. august 2009

Kitsch på badeværelset




Jeg ved det.. En smule barnligt, men det glæder altså! Vi har et meget lille hvidt badeværelse i lejligheden, og da det ikke ligefrem oser af charme i sig selv, må må man jo tilføre lidt charme på andre måder. Jeg elsker farver, men har aldrig været så god til at få implementeret farver i min lejlighed i længere tid af gangen. Men med få farverige ting rundt omkring og med hvid baggrund som udgangspunkt, så virker det ganske godt efterhånden!
Sæbedispenseren er fra Lagerhaus i Malmø til ca. 50 kr. ligesom "muffinhead" badehætten til ca. 30kr. Badeanden i mærket Bud fra Designroom er fra Bahne og kostede ca 80kr.

Hvad pynter på dit badeværelse?